Joboland, fandme nej….siger den dumme mor og hiver ungerne på vandretur….

indrømmet. Vi er skide dårlige forældre. Vores børn har kun været i Brændsgårdshaven (eller Joboland som turisterne kalder det) én eneste gang i deres liv. Stakler. Flora har i år fundet brochurer over sommerlandet. Hun er faldet i svime over de farvestrålende hoppeborge og vandrutchebaner, over klatreland og pommes fritter.

Og vi havde faktisk overvejet at give efter i år. Også fordi sommerlandet tæt på Svaneke faktisk er rigtig hyggelig. Filosofien bag “haven” er, at alle forlystelser er drevet uden motorer og strøm. Man skal selv være aktiv, hvilket giver en dejlig rolig oplevelse og får haven til at minde mere om en kæmpe legeplads end en forlystelsespark.

Problemet for mig er, at jeg ikke helt kan svare på “hvorfor vi skulle gøre det?”. Hvorfor bruge en dag, hvor vi er på den smukkeste og mest enestående ø, i en forlystelsespark?. Hvorfor bruge en masse penge og tid på af knokle rundt i et klatreland sammen med hundredevis af andre miniturister, når der få kilometer derfra findes den skønne og rolige natursti med klatremuligheder i alle afskygninger? Hvorfor opsøge de få kvadratmeter på hele øen, hvor befolkningstætheden med garant er størst, når man netop tager til Bornholm for at nyde naturen og pladsen? Der er sikkert masser af grunde. Men ingen, der helt har overbevist os – heller ikke i år.

Vandrertur med klatring og vilde kaniner

Mens jeg stiller mig selv alle disse spørgsmål om Brændegårdshaven har Flora glemt alt om det. Phyyyy. så bliver der tid til urpremieren på ‘Hammeren Rundt’ for små ben. Ruten er elsket af os. Vi løber den hveranden morgen, og siger hver gang til os selv, at det må være Danmarks smukkeste løberute. Turen er kun 6,5 km, men monster kuperet. Og sjov.

Det er altså off road cross løb, vi taler om her. Men det er netop det, der gør det sjovt. Man glemmer ofte at det er hådt, da fødderne og hjerne skal koncentrere sig om klipper, stigninger, klatretræer, skrænter og fænomenale views.

Det gør den oplagt til børn, så der er ikke andet tilbage end at snøre de nyindkøbte løbesko, fylde rygsækken med børnebenzin og vand, kamera og ikke mindst godt humør.

Vi vinker farvel til Sandvig i horisonten. Og to minutter senere har Pelle allerede lidt ondt i benene. Heldigvis er fænomenale tante Zanne med på turen, og hun har kikkert med. Nu bliver det hele til en leg

Herfra er der god energi. Og masser at lege på, hilse på og betages af – også for en fem- og otteårig. Første stop er kanonerne ved HammerfyretTil højre for kanonerne snor der sig en lille sti mod Salomons Kapel. Den følger vi i løb og spring frem til resterne af Salomons Kapel, der indbyder til første lille pause.

På Hammerknuden har man som bonus en hel lille dyrepark. Vilde kaniner og får følger os på vej, og nogle af dem lykkes det endda at komme helt tæt på…

På Bornholm har man oprustet med “vilde dyr” her på det sidste. Tusindevis af vilde kaniner menes at have slået sig ned på klippeøen. Fårene går atter og græsser i store mængder langs Hammeren, mens Almindinge skov huser en stor flok europæiske bisoner. Vi er virkelig ‘back to nature’ i det østlige udkantsdanmark. Idyl og børnefryd for alle (læs ingen) pengene…

Vi tager hul på næste etape af Hammeren rundt. En kategori 3 stigning venter forude, og vi skal atter have fat i sangen fra de Østrigske alper sidste sommer… “For ER vi spejder’e eller ej? Frygter vi livet eller er vi sej’e? Gi’r op, når modgangen melder sig…er ikke noget for OS!”.

og SÅ er det vist tid til pause igen.

Det er sjovt som en dødsyg pølsemad kan smage himmelsk, når man er på tur. Godt tankede op er vi klar til at indtage sidste del af turen som skal tage os forbi Hammerhavnen, hvor legendariske Hammershus ruiner kan ses i baggrunden. Selvom jeg har gået den her rute i over 30 år kan jeg stadig falde i staver lige præcis på udsigtsposten her…

Den sidste del af turen Hammerknuden rundt går gennem et meget frodig og halveksotisk skovområde, der minder lidt om et stykke regnskov – det danner hermed en fuldstændig kontrast til de åbne klippestier på kanten til havet, som vi lige har lagt bag os.

Til sidst ender ruten meget brat ved mit all time favorite spot på Bornholm. Opalsøen. Man fatter ikke, at det er i Danmark. Det mørkegrønne vand, de stejle klippesider af det enorme stenbrud gør en totalt ydmyg og fascineret…

Vi klapper hinanden på skulderen for en succesfuld tur…og jeg begynder straks at drømme mig til et nyt liv som friluftsfamilie på vandreturer fra hytte til hytte på de norske fjælde, hvor vi selv bærer alt vores opbakning, laver mad over bål og sover under åben himmel til syne af stejle fjordsider. Jeg tror vi er ved at være klar til et nyt kapitel.

Nu skal det dog gøre godt at slå røven i sædet hjemme i haven i den bløde fletstol – og hente sig en ordentlig is oppe hos Kalas