Første morgen – (da det endelig bliver lyst for dem af os der vågner, jetlaged  kl 5.18) – byder på denne udsigt fra balkonen…

Vi har booket et hotel på Miami Beach, men desværre i den lidt øde ende. Havde vi gjort vores researh ordentligt og booket i bedre tid (som om det nogensinde kommer til at ske) havde vi fundet et lille lækkert botiquehotel nede på Sout Beach, men nu er det altså blevet dette kæmpe store Seacoast Hotel ude nogen rigtig personlighed – men med tennisbaner, pool og store værelser til store familier. Alle tre unger er happy!! Og så er vi det også;-)

Først og fremmest er det her en ferie – altså en afslapnings-solferie. Og dét holder ungerne os op på gang på gang, når vi forsøger at snige planer og udflugter ind i programmet….der for dem er rigeligt udfyldt med tennis, milkshakes og swimmingpool.

Men man tager jo ikke helt til USA for at ligge ved en pool -så vi indgår en form for kompromis, der faktisk viser sig at holde stik hele ferien: formiddag på hotellet, eftermiddag/aften ud at opleve. Sæt igang – hotelformiddagen skydes i gang…

For Flora er det første møde med tennis…..dresset passer, bevægelserne er dog mere dans end tennis….men humøret er højt og alle sveder og knokler

Jeg får klaustrofobi af hotellivet efter få timer og løber en tur på den smukke smukke strand. Det er stort set lige så turkist og hvidt som vi kender det i Mexico……man kan sagtens fornemme det caribiske, aaaah!

Jeg øffer lidt utålmodigt ad hotelnisserne, da jeg efterhånden synes den der formiddag har strukket sig meget langt, men så skal flot fyr lige vente på en burger…

Og andre bade lidt mere..

“Dét bli’r altså i havet, det kan jeg godt sige jer……nok med den pool – der ligger det smukkest vand lige uden for jeres bagdør, vamonos amigos”, hører jeg mig selv sige.

Henad eftermiddagen begynder især Pelle allerede at gabe. Shit, det er jo også ved at være normal dansk sengetid. Men vi må altså lige en tur ind til det rigtige og hyggelige South Beach område og slentre lidt og få lidt mad. Jeg har fået anbefalet Joe’s Stone Crab  

Det skal vi prøve i aften. Vi fanger en af de gratis sporvogne, der kører fra North og til South Miami Beach. Virkelig en fin måde at komme rundt på.

Vi hopper af et lidt random sted og tuller ned ad mod Washington Ave.,  løber ind i lidt god kaffe og gadegøgl undervejs….det holder både store og små jetlaggede danskere vågne.

Vi når Joe’s Stine Crab I fin stil og temmelig sultne.

Og jeg var så ikke den eneste, der havde fået anbefalet det sted. En times ventetid kan vi regne med. Vi sætter os ude på deres terrasse og bestiller små lækre bunker af calamari, krabbeklør og andre ‘mens vi venter’ snacks. Og spiller Røvhul. Altid røvhul på vores rejser. Spillekort er lige så obligatorisk som penge og telefoner i tasken.

Og SÅ falder Pelle i søvn. Midt der, under indtaget af chips og med kun ca 10 minutters ventetid tilbage til et bord indenfor i den berømte restaurant. Han er væk. Væk som i, at han ikke vågner før i morgen tidlig. Sikkert klokken 5. Vi kan ikke tage ham med ind i den hektiske restaurant, så en hurtig beslutning bliver at fylde på med flere snacks i den lune aftenluft på terrassen og så praje en Über direkte hjem i seng.

Vi kan ikke smide nogen anbefaling af selve restauranten Joe’s Stone Crab, men at dømme udfra deres forretter så er der BESTEMT noget at stå i kø efter.

Over and out dag 1!

Leave a Reply

Your email address will not be published.