Vi går under jorden – og fejrer nytår.

Årets sidste dag starter med en løbetur langs standen, rent zen…,

Rio Secreto

En af de oplevelser, jeg husker bedst fra sidst vi var her er Rio Secreto, 30 km underjordiske drypstenstuneller i junglen mellem Playa Del Carmen og Tolum. Disse drypstenshuler blev opdaget ved et tilfælde for kun syv år siden, og nu er der mulighed for en halvanden times guidet Tour. I 2010 tog Willie og jeg turen, hvilket var en kæmpe oplevelse…

Jeg vil så gerne have at resten, at familien oplever denne fascinerende, underjordiske verden, som Mayaernes frygtede til døden.

Jeg er dog meget i tvivl om Pelle skal med. Han var riiimelig bange for årets to julekalendre og ikke den modigste i mørke og vand. Slet ikke i kombination tænker jeg. Men han VIL med så vi drager afsted alle 8.

I taxa tager det ca 15 minutter fra Playa. Et godt tip er først at købe billetter, når man ankommer til Rio Secreto. Vi blev bonnet for 20 dollars ekstra Per person, fordi vi bookede via websitet.

Turen anno 2015 bliver lige så stor en oplevelse – mindst. De små er overdrevet seje. Iført våddragt, hjelm, pandelamper og sejrshumør tilbringer vi halvanden time 20 meter under jorden.

Inden vi kravler ned i dybet bliver vi velsignet af en mayaindianer ved navn Pasqual. Han sender os af sted med røgelse og ønsket om en god og sikker tur.

Det er ubeskriveligt fascinerende at vandre og svømme gennem grotter, der er to millioner år gamle, hvor stalakitter møder stalamitter i et kys og langsomt ( to cm pr. 100. År) danner søjler.

Al vandforsyning til hele Yucatan halvøen kommer fra de underjordiske drypstensgrotter, los cinotes. Vi går varsomt på én lang række og lytter nøje efter guidens fortællinger og anvisninger af, hvor vi må træde og absolut ikke må sætte fødderne.
Rører vi ved en stalakit stopper den med at vokse og økosystemet går en lille smule i stykker. Det er imponerende at se, hvordan junglens træer sender rødder tyve meter ned i undergrunden og grotterne i søgen efter vand.

Regnvandet drypper ned gennem stalakitterne og vi smager på dråberne. Helt frisk. Helt klart.

Vi gør stop i en af de mange pools og bliver guidet til at danne en cirkel, tage hinanden i hænderne, lægge os tilbage og slukke pandelamperne. Der er KUL SORT. Som i nada lys. Vi skal vende det indre blik mod moderjord som vi befinder os inden i og fremkalde en følelse af taknemmelighed over vi ligger her. Over vi oplevet dette.

Jeg finder den her del pænt creapy og tankerne løber af med mig. Tænk hvis pandelamperne ikke kan tændes igen. Tænk hvis guiden forlader os. Man ville være LOST. Jeg klemmer Floras og Pelles hånd. De siger ikke et kvæk. Gad vide om de er ved at dø af skræk.

Efter et minuts tid må vi tænde pandelamperne igen og så er det tid til endnu et foooooooto, hvor vi skal smile og sige Tequila!

De sidste godt 30 meter inden vi igen kravler op i junglens lys og varme svømmer vi en meget snæver tunnel med hvor kun lige vores hoveder er oven vande. Det sætter de seje ungers (og de voksnes) mod på en sidste prøve, der dog klares med bravour, high five og en honning-pastissnaps, da vi returnerer fra underverdenen.

Så’det nyåååår!

Tilbage i Jomfru Anegade er Cocobongo og de andre barer ved at gøre klar til nytårsbraget i aften. I vores casa er der dømt siesta før fiesta og vi skvatter alle omkuld et par timer inden den står på Aparol og Dronningens nytårstale

Dronningen taler om, hvordan vi forældre er for meget over vores børn. Hvordan vi overvåger dem konstant og ikke lader dem gøres deres egne erfaringer med de knubs og skrammer, det giver.

Vi skåler og klapper os selv på skulderen over, at vi i dag har ladet børnene lege dåseskjul ude af syne i junglen over drypstenshulerne ….og dermed givet Noah lov til at gøre sine egne erfaringer med, hvad der kan ske, når man falder på hovedet ned fra en hængekøje på en sten. Heldigvis fik han kun et lillebitte hul i hovedet. Skål!

Af dovebskab, realisme ift at være tæt på hjem, når jetlaggede børn skal bæres hjem efter kl 24kombineret med store forventninger til nytårsmenuen vælger vi fest og middag på strandbaren lige på den anden side af gaden. Her lover de flamberede rejser, risotto og andre lækkerier.

Det hele starter kl 21, hvor vi selvfølgelig står ret med vandkæmmede og sultne børn.
Vi er dog ganske alene til nytårsfest.

Inden længe kommer der dog gang i strand og fest….og selvom strømmen går længe og vi får serveret den værste risotto, jeg nogensinde har smagt – akkompagneret med halvrå og kolde rejer ( men ok de har jo heller ikke haft strøm i køkkenet), så har vi en hyggelig og underholdende aften, hvor vi springer ind i 2016 med krudt på himmelen