I dag skal vi på en rigtig vandretur – ikke bare som den der lille tur til vandfaldet i går, men sådan rigtigt ud og smage på vandrelivet i alperne. Vi er vist det man kalder novicer indenfor genren. Vi elsker at gå, klatre og opleve med ungerne. Men vi har aldrig rigtigt fået styr på det med rigtigt vandreruter, for slet ikke at tale om vandrestøvler, proviant og hvad man ellers skal have styr på. Første egentlige alpevandring var for to år siden i Østrig, hvor vi havde alt for lidt tøj med og vejret var mildest talt elendigt – hvorfor vi brugte det meste af tiden på at spille UNO og spise gullashsuppe på retauranten for enden af kabineliften.

I dag ser vejret dog ud til at være rart på toppen. Og vi provianterer på bedste “se os, vi er friluftstyperne” stil med at tømme den nærmeste slikbutik

Vi kører mod Albertville nord for Annecy-søen og finder et lille skisportssted, La Sambuy , der stråler varmt i sommersolen. Det passer godt til vores sommerbeklædning. Vi tager en stolelift op i terrænet. Og SÅ bliver det koldt. For f….. da – det kunne vi da have sagt os selv.

Vi burde nok have taget lidt mere tøj med, men trøjerne har vi da husket – og sko. Ikke som dengang vi troppede op som de eneste i Zion nationalpark, i klip klappere.Her er virkelig smukt på toppen. Men vi er ikke på toppen sådan rigtig endnu. Men DET skal vi. Vi er SÅ klar til at vandre opad. Vi har fået store børn. De træner hip hop fire gange om ugen. Vi ved de har stærke ben. KOM SÅ kiddos. “Men mor jeg er sulten, vi har jo slet ikke fået frokost”, lyder det fra Pelle, og Flora bakker sin lillebror op. Jeg kigger på uret. Oh shit, klokken er allerede blevet 2 og vi har hverken fået frokost – eller taget madpakke med. Damn it, utjekketheden når nye højder for Christian og jeg.

Men minsandten om der ikke af ingenting dukker en lille skurvogn op, der sælger (vanvittig overprized – men det er vi selv ude om) hotdogs. Vi starter således vores alpe-vandretur med at æde hot dogs og drikke cola for enden af liften. Nå, ja og spise Snickers og drikke kaffe.

Men så er vi også klar….

Vi vandrer op, op, op i halvanden times tid blandt den smukke natur med geder, der tusser rundt om benene på os

Pelle taler uafbrudt som han plejer, og gør alt til en konkurrence. “Hvem kan nå først derop?”, hvor hurtigt kan du gå, Flora?”, hvor mange geder kan I se?”, hvem tror, at jeg kan løbe derop” osv osv OSV….

Det gode ved vores lille snakkehoved er, at han glemmer at turen faktisk er ret hård. Og med ét er vi nået til tops – eller så meget til tops, som vi tør.  Her deler vi den sidste Snickers, kiks og vand (og nåh ja nogle af alle de E-stoffer vi indkøbte i slikbutikken) og nyder et break og en storslået udsigt.

Humøret er lige så højt som de højdemeter, vi har tilbagelagt, og vi skal lige forevige præstationen – så der kan sendes postkort med billeder hjem til klassekammeraterne.

Herunder ses Annecysøen i det fjerne.

Nedturem er næsten hårdere fordi man skal koncentrere sig meget på alle de løse sten – så et godt tip til andre børnefamilier er at spare lidt kræfter til at komme ned igen. Pelle fører igen an med nye konkurrencemål og Molbohistorier…

Flora beder ham om at holde kæft. Og jeg glæder mig til en kop kaffe i bunden.

Da vi kommer i bund er det tid til et par timers leg i trampoliner

og en (faktisk VIRKELIG griner) bjergbane

…hvor der selvfølgelig også skal testes hvem der kører hurtigst af mor og far:-)

Tjek ved endnu en storslået og sjov dag i dejlige Annnecy!

 

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.