“Jungle trek, Jungle trek

In Bukit Lawang.

See the monkeys, see the birds,

See orangutan”

Det synes at være en uundgåelig sang her i landsbyen. Vores søde guide, der skal tage os med på en dagstrekking får lært os den inden vi nærmest har rejst os fra morgenbordet – og jeg fornemmer at det er et vers, der kommer til at sættes sig på hjernen resten af turen.

Vi ligner ikke helt de andre treckingturister i junglen – men altså vi kan jo ikke slæbe sådan noget rigtig sejt vandretøj og sko med for et par enkelte ture (som om vi havde sådan noget udstyr derhjemme:-). Men jeg lidt flash back til både Zion i USA og trekkingtur i Annecy, hvor vi også i dén grad faldt igennem udstyrsmæssigt…så måske vi skulle opgraderer til næste rejse – for vi elsker jo faktisk at vandre – det er bare som om det ikke er blevet en del af os på udstyrssiden endnu:-)

Vi er klar. Har fundet det lange tynde tøj frem, så vi ikke bliver for varme – men så insekter og igler ikke kan komme ind.. (HA – troede vi!).

IGLER, ja det er så et emne, vi af gode grunde ikke havde talt så meget om inden vi tog afsted. Vi havde i hvert fald nedtonet det…og vi troede faktisk heller det ville være så heftigt, som vi ret hurtigt finder ud af fra guiden, at det er…. han er selv snøret helt til med langskaftede støvler, lange strømper osv. Vores libertybukser og ankelsokker kommer lidt til kort, kan vi godt fornemme.

Well det skal nok gå. Vi stævner ud fra lodgen, tanket op med vand og børnebenzin (slik), fugt, solcreme og myggespray. Vi er så klar til at udforske junglelivet og har stillet linsen klar til at spotte orangutanger mm..

Første lille fætter, vi møder er dog ikke en af de store menneskeaber, men ham her: Thomas Leaf monkey.

Og SÅ starter clash’et mellem junglen og vores storbybørn (som vi dog synes har været med ret mange steder rundt i verden og blevet udsat for lidt af hvert ift. jungler, dyr og udfodringer…).

Jeg hører et lettere panisk skrig fra Pelle med ordene: “Der er en igle på vej IND I MIN MAAAAVE!!!!!”. Og jeg må give ham ret – det ligner det faktisk. Vi får pillet den af og tørret blodpletten, den har efterladt af. Pelle vil hjem. Nu. Pelle skal hverken se orangutanger eller sejle på floden i store gummiringe. Vi har været på tur i 30 minutter.

Vi har heldigvis en guide (og ja det er pisse tarveligt at jeg bare kalder ham ‘vores guide’ og simpelthen ikke husker hans navn – det plejer jeg ellers at være ret fokuseret på… well jeg tilskriver det iglerne der stjæler fokus fra at huske alt andet:-) der har mødt vestlige igleskræmte børn før. Taktikken med at ignorere iglerne som var ret forfejlet fra vores side bliver ændret til at fortælle detaljeret om dem, hvordan de lever, suger blod, slipper igen – og hverken kravler ind i maven på børn eller er farlige.

Det virker sådan semi-godt. Men der er ikke stor begejstring -ej heller blot en interesse- at sporei det nye bekendsskab.. Vi fortsætter (faktisk alle fire) med alt tøjet knappet stramt til så godt, vi overhovedet kan.

Men lige meget hjælper det faktisk. De kommer ind over alt, hægter sig på, suger blod, falder af og efterlader sig blodplamager, der er det, der gør vi opdager dem på os selv og hinanden….

Nå, nu skal det ikke kun handle om igler. For der er også de her basser, som er vigtige for jordbund og dermed livet i junglen forklarer guiden begejstret.

Og SÅ kommer der fokus og afledning for alle pengene. Guiden fortæller at han for et par dage siden spottede to orangutager her i nærheden..

Han beder os være stille. Tager sin vandrestav, slår lidt i træerne og begynder at sige nogle meget specielle lyde, der må være en slags måde at kommunikere til de store dyr på. Vi venter.

Og pludselig ser vi dem. Langt oppe, men ikke til at tage fejl. Det er helt eventyrligt at se dem helt roligt svinge og kravle fra gren til gren. Fra træ til træ. De virker aldeles ligeglade med, at vi er der. Det er godt.

I ‘gamle dage’ op til start 90’erne fodrede guiderne dem for at være sikre på at de kom frem og turisterne dermed ikke kom “forgæves” til junglen. Det gjorte intet godt. Naturligvis ikke. De blev agressive og det ødelagde hele den naturlige cyklus og harmoni i naturen. Det er heldigvis fortid. I hvert fald er det, hvad vi bliver fortalt. Og på denne tur bliver der ikke fodret.

Efter vi har givet os selv god tid til at nyde de imponerende dyr begynder vi at få færden af floden der bruser længere fremme. Maverne knurrer også lidt af sult nu, og en lille time senere kravler vi ned gennem tæt bevokset jungle og over et par vandløb tilbage mod vand og luft..

Det er varmt. rigtig varmt. Og fugtigt. Så vi smiler stort, da vi kommer ud til floden og ser de sammensnørrede ringe, vi skal sejle retur til Bukit Lawang i..

Det kan kun gå for langsomt med at få det lange tøj og de tillukkede sko af. Mine strømper er godt blodplettede, så det er let at gætte, at de igler jeg opdagede på mig selv undervejs blot er en lille del af dem, der har fundet vej gennem tøj og sko. Det er en ekstremt klaustrofobisk følelse, som først går væk, da vi alle fire kaster os ud i det kølige vand i floden.

Der er virkelig meget strøm i vandet, så vi skal konstant have en godt blik på hinanden, men vi nyder det så meget, at det fine frugt- og drikkeline up, som vores søde søde guide har arrangeret inde på bredden bliver stående en rum tid – og det ender med, han kommer grinende ud i vandet med friskskåret ananas til os. Det er jo så overdrevet sødt.

Vi har desværre ikke nogle billeder af hjemturen i de fire sammesnørrende ringe. Men det var både vildt, vådt og hylende sjovt!! Altså som i noget af det sjoveste, jeg har prøvet hidtil på den her tur…

Hjemme på lodgen igen får ungerne et velfortjent hvil foran lidt elektronik.

Helt igennem en genial – og grænseoverskridende dag!

Leave a Reply

Your email address will not be published.