Tempoet er nu helt nede, dagene svære at skille fra hinanden, og vi er i seriøs fare for ikke at nå alle de udflugter, vi gerne vil. En lille del Sri Lankas rige dyreliv, får vi endda serveret lige til hoveddøren. Således deler vi adresse med både katten her, som jeg på lang afstand troede var en abe på grund af dens abeagtige udseende og bevægelser. Den er grim, mjaver svært meget og tikker mad konstant. Men efter et par dages formaninger til Flora om, at hun hverken skal røre den eller give den mad, giver vi efter for begge dele. Så meget for konsekvent børneopdragelse.

IMG_1638

IMG_1631 IMG_1634

Leguanen, som Flora døber Poul er derimod mega cute – og lidt klodset som han vandrer rundt på græsset og under buskene dagen lang.

DSC_0659

Den sidste beboer, vi har stiftet bekendtskab med, blev jeg introduceret for en aften, da Christian og jeg sidder uden foran vores lille hytte. Børnene sover sødt, vi er igang med at planlægge vore fælles 40 års fødselsdag (i 2017), da Christian roligt, men meget bestemt kigger på mig og siger: Sofie, nu skal du rejse dig op og gå dén vej. Jeg spørger ikke om noget, men gør som han siger. Da jeg er en meter væk kigger jeg over bag den stol jeg lige have siddet på. Maks 15 cm fra, der hvor mine bare fusser har hvilet på fliserne sidder en – ikke så lille – skorpion…

DSC_0733

Jeg panikker ikke totalt, men næste aften sidder vi ikke udenfor og drikker øl. Og jeg ved nu, at der ligger et hospital, der har modgift 10 minutter væk.

Vi vil fremover helst se de farlige dyr i en nationalpark. Men sådan kan man jo ikke altid få sin vilje, heller ikke som vestlig turist.

Under havoverfladen byder Sri Lanka også på rigt dyreliv. Vi har planlagt hvalsafari på lørdag, indtil da står den på snorkling på vores egen strand. Flora og Christian ser en del store fisk…..når de skal genfortælle det, er en af fiskene faktisk lige så stor som en arm…

DSC_0646 DSC_0654

DSC_0649Pelle snupper den sikre og komfortable model på ryggen af farmand i poolen..

IMG_1576

Aftenerne tilbringer vi ofte i Mirissa, 10 minutters kørsel med tuk tuk.

DSC_0666Her er livet som jeg husker det for 10 år siden på de små øer i Thailand. Laid back reggae, kolde øl, badning i solnedgangen, seafood i bunker (her kan Thailand ikke være med) og de afslappede turister.

DSC_0668 DSC_0667 DSC_0671

Første gang vi ankommer til Merissa viser vores tuk tuk chauffør os havskildpadden Leo, der har fået et bassin bagerst på stranden, da hans ene ben er beskadiget. Han vil derfor umuligt kunne klare sig i havet.

DSC_0676

Chaufføren viser os også, hvor hans skole lå før Tsunamien. Bag hegnet her.

DSC_0670

Der er ingen tvivl om, at Tsunamien fylder meget i folks hukommelse. Det er som om, der findes tiden før og tiden efter den forbandede bølge smadrede store dele af kysten her, og tog op mod 35.000 mennekseliv med sig. Folk fortæller dog også med stor respekt om, hvordan de fleste dyr overlevede, da deres 6. sans fortalte dem, at noget var helt galt – hvilket gav dem tid til at flygte i tide.

Heldigvis er der masser af byggeri, liv og optimisme i det her land. Mirissa er blot én eksempel på den gyldne ø’s store potentiale som lækker rejsedestination – og jeg vil huske mine venner, som elsker Thailand på, at tjekke Sri Lanka ud næste gang.

DSC_0687 DSC_0684 DSC_0692 DSC_0694 DSC_0701 DSC_0699 DSC_0713 DSC_0714 DSC_0728 DSC_0721

 

One Response

Leave a Reply

Your email address will not be published.