BUM – væk er det turkise vand, roen, de æstetiske bungalows og chilled befolkning. Efter kun 90 minutter er vi dumpet ned i noget HELT andet!

Vi sættes i land ved en kæmpe og meget øde færgeterminal, hvor vi står i indrejsekø det meste af en time inden vi slippes løs i noget der mest af alt minder om et storcenter. Vi kigger kigger forskrækkede på hinande med blikket “let’s get OUT of here”….lige bortset fra Flora, der har store øjne på den der ‘uuuh-hvad kan jeg mon købe her” måde.

Udenfor forsøger vi forgæves at praje en taxa. Her er ellers masser af taxaer – og nu også masser af mennesker. Men ingen taxa til os. En sød Malaysisk pige finder os lettere opgivne og kommer hen til os og tilbyder at bestille en  vogn via den lokale app “Grab”, en pendant til Uber. Det virker. Efter nogle minutter bliver vi hentet, men vi er nervøse for, hvordan pigen nu undgår at betale turen for os. Men Grab er ikke helt ligesom Uber alligevel. Man betaler i vognen og alt er godt. Alt bortset fra at vi helt tydeligt er havnet på en ø af en noget anden kaliber end Koh Lipe….altså det var vi godt klar over, men alligevel.

Efter 30 minutters kørsel lander vi i byen Pantai Cena

Byen består af én 2 km lang hovedgade, proppet med restauranter, caféer, hoteller og shopping. Og med biler. Og musik. Og fest  Langs byen løber en tilsvarende 2 km bred hvid sandstrand, som minder en smule om Skive Beach Party. jet ski og bananbåde kæmper om opmærksomheden i vandet – og vi kæmper os gennem trafikken for at komme til vores hotel, som vi krydser fingre for ligger i en mere rolig del af byen.

Den gør det – og her er meget skønt! Sådan lidt motelagtigt – men det kan også noget.

 

 

 

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.