Jeg har ladet mig fortælle, at når man holder op med at tage billeder, har man været det samme sted for længe. Om det er derfor eller blot fordi vi lever det lazy life ved jeg ikke, men min fotografiske nysgerrighed er ved at være udtømt her i byen.

Lazy Life har betydet, at vi endnu ikke har bevæget os de ti inutters gang op til “Downtown” Santa Babara. Så det skal dagen i dag gå med. Som altid på disse kanter (eller altid, kan vi nok næppe udtale os om, men de tre dage, vi har været i Santa Babara + fire dage i L.A) starter dagen med gråvejr. Man når lige at tænke, aaah ÆV, så klarer det op (ved 11 tien). Det samme sker i dag, lige i rette tid til, vi kommer ud af døren.

Santa Babara by er virkelig hyggelig, sådan på den der ferie-agtige måde, hvor man efter nogle stranddage trænger til lidt byliv, caféer, et par vintagebutikker og god kaffe. Vi finder det hele langs State street.

Flora finder i dén grad også en butik, der ikke kunne ønskes bedre i hendes vildeste fantasi. Lad mig sige, at det er godt, drengene fik tanket godt op med kaffe, kager og Starbucks-mælk til ventetiden udenfor.

Er der mon en veninde, der kan gætte, hvor hun får en gave fra?…Som vi ikke kan garantere, passer til hendes hårfarve;-)

Flora vil gerne have det hele, men vælger, efter mange overvejelser, denne yndige sag.

Vi hygger lidt rundt i de små gader og gyder…

– indtil det er siestatid, hvilket betyder strand.

Hvis man ikke lige kan se det, så ligger der altså to børn og sover til middag her

Og jeg skal lige til at hoppe i bølgen blå for ikke at tabe ansigt overfor drengene, som den eneste, der endnu ikke har været i det iskolde Stillehav. “Heldigvis” bliver jeg reddet af skiltet her…..

Så vil jeg sgu hellere være en tøs end at tage ansvar for min egen badning!  Ingen af os kommer i vandet i dag.

Vores store afskedsmiddage nyder vi på en helt helt fantastisk, Californisk/ Creolsk Grill-restautant, The Palace Grill, som alle, der lægger vejen forbi Santa Babara bør prøve. Den kan ikke få nok anbefalinger!

Jeg har ladet mig fortælle af fagfolk, at amatører som jeg, skal afholde sig fra at fotografere mad, der skal se lækkert ud, da det er en kunst i sig selv, som meget få lykkes med. Jeg vil derfor nøjes med dette billede fra restauranten, hvor alle gæster får en farvestrålende perlekæde. Flora snupper selvfølgelig straks vores allesemmens og er ved at flække af begejstring, da tjeneren forsikrer hende om, at hun må tage dem med hjem.

Midt under den udsøgte middag med bunker af skaldyr og velsmagende grøntsager samt skøn californisk hvidvin her fra egnen, afbrydes vi af en gademusikant, der får hele restauranten til at skråle med på “What a wonderfull world”. Alle tjenerne skåler med alle gæsterne, og der hujes, klappes og bankes på gryder ude fra køkkenet.

Pelle holder sig for ørene. Vi andre skåler for et unkikt og langt eventyr og sender tankerne et døgn frem til 15 timers hjemrejse og engelsk flymad.

2 Responses

  1. Zanne Strandberg

    Ja, det har da så sandelig været èt langt eventyr I dèr har været ude på…..
    Nyd det sidste af eventyret – og kom godt hjem til os andre.
    På gensyn alle 5
    Zanne

    Svar
  2. tanja ascherl

    Hej Sofie.

    Har lige fundet din fantastiske blog.
    Faldt over den da jeg er ved at arrangerer en tur rund i Californien, med min kæreste og vores børn på 1 og 3 år.
    Jeg har kunne bruge mange af dine erfaringer du har skrevet om her, så tak 🙂
    Jeg vil dog høre om to ting, hvor igennem fandt i jeres hus i Santa Barbara?
    Og hvor igennem lejede i jeres bil Dodger? (ved godt det er en del år siden i var afsted, så det er måske ikke noget du kan huske).
    På forhånd tak 🙂

    Vh. Tanja

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.