Åh ååååh, så er det jetlag-tid igen! Vi vækker tre børn fra dyb søvn lige i sidste øjeblik til at nå morgenbuffet’en kl 10.
Det bliver også morgenen hvor Williams glemsomhed når nye højder! Mit elskede Nikon spejlreflekskamera, som jeg fik i 30 års fødselsdagsgave og som har fulgt os verden rundt – ligger nu på bunden af en lyserød taxa et sted i Bangkok.
Der bliver (ja det er mig) smækket med hoteldørene og undskyldt et par gange fra den ulykkelige teenager – og så må vi videre. Resten af ferien vil blive foreviget med et lille, gammelt og ustabilt lommekamera, som vi udelukkende har medbragt fordi Flora skulle have det i julegave. Det får hun ikke.
Den gode stemning skal lige genfindes…….
En nedkøling og en svømmelektion senere er flokken klar til at indtage turistattraktion nr. 1……
Vi har glædet os meget til at vise Flora Kongepaladset, The Grand Palace. Et møde mellem 218.000 kvm guldtempler og mosaikker i fantastiske mønstre og en pige, der dåner over alt bling bling. Kan det gå galt? Ja, hvis forældrene vælger det varmeste tidspunkt på dagen og ens lillebror irriterer. Krisen afværges dog, og en time blandt buddhaer, templer og helligt vand (demonstreret på elegant vis i billedet herunder:-) fordrives med lige dele fascination og ligegyldighed fra alle rækker i børneflokken.
En vis potion respekt høster denne vagt dog fra Pelle, der sekundet efter forsøger at snuppe geværet fra ham.
William går mest op i de alt alt for store og varme bukser, han har været nødsaget til at låne og jumpe i, da man ikke må træde ind i de hellige gemakker med korte bukser.
Udenfor et af templerne bliver der pludselig virvar og kamp om, hvad der egentlig er mest interessant på matriklen: Kongepaladset eller to små, lyshårede, danske børn. Det hele starter, da jeg sætter Flora og Pelle op på en mur for at hvile benene et øjeblik. Der går ca fem sekunder før den første kinesiske pige stiller sig hen ved siden af dem og tager et billede med sin iPhone. Kort tid efter følger flere trop, og de næste minutter udvikler der sig et inferno af kinesere, der fotograferer vores to mindste børn.
Først smiler begge unger høfligt, så skæver de lettere spørgende over til os – og til sidst er tålmodigheden med at blive foreviget på andre turisters feriefotos opbrugt. Det er tid til at finde en is.
Frokosten bliver indtaget i et lille gadekøkken, hvor et ægtepar serverer den bedste nudelsuppe, jeg har smagt længe, efterfulgt af en klase babybananer til de tre bukke bruse, der kvitterer generøsiteten med at spise fornøjeligt og takke.
Kongepaladset kan tage pippet fra mange tror jeg (incl.mig).
ØV ØV ØV – trist afsked med dit elskede kamera.
Tak for skønne billeder……