12 mill. for et lille viktoriansk byhus, AKA The painted Ladies.. Der skal nok en lottogevinst til, før vi kan købe vores drømmehus i drømmebyen, der har alt kørende for sig,

borset lige fra temperaturen, der er markant lavere end alle andre steder i på disse breddegrader i Californien.

Vi starter første dag med at tage alt det tøj på, vi har i kufferterne. Det er 14 grader og blæsende……lige hvad vi drømte om for bare en uge siden, men som nu føles skræmmende meget som noget, vi kender hjemmefra.

I dag er første dag på ferien, hvor vi ikke selv har et køretøj. Så nu skal William for alvor på banen. Han er altid mand for et godt overblik over bus, tog og metro, når vi rejser. Nu er der også sporvognene at holde øje med.

Willie og Christian griber hvert et kort – jeg følger bare med. Erfaringsmæssigt ved jeg, at tre med kort, er minimum én for meget i vores familie. Og jeg kan desuden sagtens have en mening om hvilken vej vi skal, alligevel:-)

Allerede da vi drejer om det første hjørne får jeg en idé. Vi skal da med en af de gammeldags kabelbaner.

Dregene godkender, selvom de havde en hurtigere vej. 18 dollars fattigere og kun to gader tættere på målet (Fisherman’s Wharf) må vi af og skifte til en alm. bus, da kabelbanen fortsæter den modsatte vej. “Men bus, er det nødvendigt?” hører jeg mig selv sige. “Ligger havnen ikke liiiige dernede?” Igen giver drengene sig.

Det var ikke lige dernede.

Tissetrængende og sultne møder vi havnefronten, hvor vi tanker op med corndog, pretzel og churrus inden vi flyder med strømmen ud på Pier 39 for at se de to søløver, der i dag slænger sig på dokken.

Normalt er der flere hundrede søløver ved havnefronten, men i højsommeren søger de sydpå til San Diego – så der er god plads at boltre sig på for de tilbageværende charmedyr. Befriende og hyggeligt at se dem frie og uden, at de skal hoppe efter bolde, klappe og sprøjjte vand på publikum.

Med Alcatraz i baggrunden må søløverne her sætte ekstra stor pris på deres frihed i “The Pacific”.

Nå! De turistbusser skal da ikke stå der og kede sig. Lige så meget som vi forsøger at gå vores egne veje og selv finde de små cool steder, hvor vi kan (forsøge at) blende ind med de lokale, lige så bekvemt er det at hoppe på en bus, der fører dig gennem must see’s i byen, tilmed i frisk luft og sol på taget. En anelse blæsende er det dog, da vi nærmer os Golden Gate Bridge.

Her er den så

3

2

1

Voila……


Flora er faldet i søvn på mit skød, så vi gør som japanerne. Tager 25 billeder fra bussen og kører videre. Når vi får større børn og vinden lægger sig, vil vi prøve at cykle over broen.

Vi kører igennem Golden Gate Park, hvor jeg får øje på en Jean Paul Gaultier udstilling “From the Sidewalk to the Catwalk” på de Young Art Museum.Vil jeg gerne se, hvis vi får tid.

Vi hopper af i The Haight i stedet. Som hippiebarn må jeg se,hvor det hele startede. Nu er det blevet varmt, aaaah.

OMG. Så mange freaks har jeg sgu aldrig set samlet på ét sted. Jeg ser mig selv som ret relaxed overfor skæve (i mere end en forstand) eksistenser. Men her er det ekstemt. Trippede mænd på løbehjul, der kører frem og tilbage ved busstoppestedet og snakker med alle, der gider høre efter. Gadegøgler der optræder med at kaste et armbånd op i luften og ca. hver anden gang gribe det. Et overvægtigt syrehoved, der tror han er breakdancer og holder sin helt egen fest, og en ældre dame, der (måske) er kørt fast på cykel i et skilt og sidder og råber eder og forbandelser til alle forbipasserende….både dem, der er der og ikke er der.

Det er blot lidt af det, der møder os på gåturen op ad Haight Street. Det virker på en eller anden måde helt naturligt, at der står et mindesmærke for Amy Winehouse midt i det hele.

Vi mødes også af peace, love and harmonie….lige som vi kan lide det.

1967 – Hippiebevægelsen og “Summer of Love”. Hjørnet af Haight og Ashbury er dér, hele oprøret mod det etablerede samfund startede og blomsterbørnene lod deres hår gro som modsvar til de karseklippede Vietnam-soldater. “Make love, not war”. Min mor burde (gen)opleve det her:-)

Jimmi Hendrix hus fortjener også en plads på bloggen her.

Hash’en flyder frit i kvarteret. Men alkohol, det må ikke serveres udenfor. Derfor er der næsten ingen fortorvscaféer, hvilket ellers ville være oplagt i et kvarter som dette, hvis bedste bud på underholdning er at kigge på folk. Vi finder en af de få undtagelser, Magnolia Brewpub.

Vi er i fortrængsningsfasen, så Christian skynder sig at tage et billede inden der igen lander en runde “Alt er større i USA” burgere på vores bord.

Der bliver kigget på kort – og stressen over, hvor meget denne her by byder på og hvor få dage , vi har, begynder at brede sig hos Christian og jeg. Så kigger vi på børnene. Vi har allerede nået meget, og der er endnu to dage. De trænger til at komme hjem og slappe af. På  hjemvejen kommer jeg ikke med smarte forslag til transport og retninger.

Jeg lover til gengæld Flora at tage et billede af denne utrolig smukke blomst foran Domkirken:-)

2. aften i San Francisco tilbringes på 16. etage af Hotel Holiday Inn med Starbucks-kaffe og “De tre bukke bruse.”

2 Responses

  1. Zanne Strandberg

    Den by ville jeg også gerne opleve.
    Jeg er på vej i lufthavnen – og så står den på 10 dages FERIE i Allinge. (Og de lover sommer fra på søndag…)
    Fortsat god fornøjelse i SF
    Knus til Alle fra feriebarnet

    Svar
  2. Inger-Lise Lund

    Vild rundtur. Vidunderlig beskrivelse. Knus fra Vejby

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.