Undskyld mig baby, tillad mig at spørg’, hvem er du og hva’ dit navn? For du ‘for LÆKKER LÆKKER………

Pelle er klar til at tjekke ud af Vegas.

Men HOV hvad er nu det? Sørme jo om vores RV ikke er skrumpet.

Vi går fra 7- personers til 5-personers, men det betyder intet. For den er ny og den virker.

Det er gråt og regnfuldt i Vegas, så vi boarder og drejer snuden mod nord, men tager lige en æresrunde op gennem “midtbyen” for at få de sidste hoteller at se. Her et lille udpluk..

Byen stopper lige så brat, som den startede – og så er vi overladt til ørkenen igen…..og til det berømte lagersalg, som vi stormer på rekordtid, mens Willie kører de små rundt i endnu en omgang lir….

 

Vi har det længste køre-stræk foran os, da vi stopper fem-syv adidas og Quiksilverposer ind i vores skrumpede RV og starter motoren. 450 km venter forude. Men vi har fået iPhone-stik i bilen og aircon til børnene, så det bliver ingen sag.

Vi krydser grænsen til Californien igen og skruer op for Guns N’Roses “Paradise City”.

 

Jeg gider ikke tage flere billeder ud af vinduet – landskabet ligner noget, vi har set før, og de mange eksploderede dæk i vejkanten er ikke noget, min mors nerver kan klare at se billeder af. Derimod går tiden som co-driver med at shuffle musik og køre Oreos og tynd kaffe ned i en lind strøm.

Vores Roadtrip i USA har været planlagt i  detaljen, men det er alligevel lykkedes os at opsøge og udnytte de spontane oplevelser, der møder os undervejs. Og jeg er sgu stolt at vores unger. De er så fulde af optimisme, gåpåmod og en formidabel evne til bare at “være” der, hvor vi er. Det tvinger os til at stoppe op og nyde nuet, velvidende at vi misser noget, vi måske var på vej mod. Og det er RIGTIG sundt.

Det er deres fortjeneste, at vi nogle gange drejer til højre, hvor vi havde planlagt at køre lige ud…..fordi et basalt behov opstår. Som fx et par timer uden for Vegas, hvor Ghost Town Rd krydser highway’en. De vågner og er sultne. Nu. Vi drejer af og stopper tlfældigt ved Peggy Sues 50’s Diner. Det viser sig at være et legendarisk sted – en original og berømt Diner fra 1954.

Elvis og Marilyn Monroe pryder væggene overalt. En gammel jukeboks nyder sin alderdom i hjørnet, og servitricerne er iført turkise 50’er uniformer. Det er som at træde ind i en film.

For første gang siden vi landede i USA 2. juli møder vi andre danskere. Flere borde endda. Stedet må være beskrevet i en dansk rejsebogsklassiker og altså et sted, folk rejser til for at opleve.

Vi bestiller burger, twisted fries og shakes, og bliver hængende længere, end det var meningen.

 

Under kassen hænger dette skilt.

Sådan skal det siges! På gensyn Peggy Sue og tak.

Langsomt skifter landskabet karakter. Det bliver grønt  og mere frodigt. Vi drejer op mod vores campingplads lige i det, solen forsvinder bag klipperne ved Lake isabella. Og vi sover alle fem som sten i den kølige natteluft.

 

 

One Response

  1. Zanne Strandberg

    Endnu engang tak for billeder mm. Det er genialt med denne blog.
    PS Nogle skønne billeder du får taget Sofie!!!
    Knus og tanker til Jer alle 5

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.